Giacometti, Alberto
For dansk kunst generelt har Giacometti haft en særlig betydning. Da billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba i 1936 flyttede til Paris, fik hun atelier tæt på Giacomettis. Gennem ham introducerede hun bl.a. Ejler Bille og Richard Mortensen til den parisiske kunstscene.
Kunsten i familie og opvækst
Alberto Giacometti blev som allerede helt ung sporet ind på en kunstnerisk karriere gennem sin far Giovanni Giacometti, der var en anerkendt maler i Schweiz i årene omkring århundredeskiftet. Som 18-årig gik Alberto en kort overgang på kunsthåndværkerskolen i Genève, men afbrød uddannelsen for at rejse med sin far til Italien.
Paris - forenkling og abstraktion
I 1923 flyttede Giacometti til Paris, hvor han de næste to år fik undervisning af billedhuggeren Antoine Bourelle, hvor han arbejdede efter model. I 1925 udførte han for første gang selvstændige skulpturer. Han arbejdede med forenkling og abstraktion, inspireret af kubistisk og afrikansk skulptur.
Menneskeskikkelsen - grader af genkendelighed
I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne bliver Giacomettis skulpturer stadig mere abstrakte, seksuelt aggressive og primitive under indtryk af surrealismen. Fra midt i 1930’erne vender han igen tilbage til en mere genkendelig skildring af den menneskelige skikkelse.
Det moderne menneske
Giacometti er én af det 20. århundredes betydeligste kunstnere, og hans værk er uadskilleligt forbundet med det moderne menneske og dets opfattelse af sig selv og sin placering i verden. Han hører til én af de kunstnere, der for alvor har præget kunsten i det 20. århundrede.
“When I see a head from a great distance, it ceases to be a sphere and becomes an extreme confusion falling down into the abyss.”
"It is impossible to do a thing the way I see it because the closer I get the more differently I see."
- Alberto Giacometti