Vasegaard, Gertrud
Gertrud Vasegaards (1913-2007) keramik er en helhed af form, materialer og dekoration. Selv om formen er enkel og monumental, er det en rig og forfinet enkelhed, skabt gennem lang tids tålmodigt arbejde. Ofte får den drejede skål et sidste lille klem, der gør den levende.
Ler, glasur og farve er afstemt efter hinanden, og dekorationens ornamenter følger og understreger formen. Gertrud Vasegaard er inspireret af naturen og for en del af tidlige tiders keramik og fremmede kulturers udtryk.
En pottemagerslægt
Som tredje generation af den bornholmske pottemagerslægt Hjorth, var det naturligt, at Gertrud Vasegaard (1913-2007) i 1930 blev elev på Kunsthåndværkerskolen i København – bl.a. sammen med Ejler Bille, Sonja Ferlov Mancoba, Richard Mortensen og Christian Poulsen.
Fornyelse i forlængelse af traditionen
Efter en kort periode som lærling hos blandt andre Aksel Salto og Bode Willumsen etablerede hun i 1933 værksted sammen med søsteren Lisbeth Munch-Petersen på Bornholm. De to unge keramikere arbejdede med brugsting i lertøj i forlængelse af slægtens tradition, men begyndte også at arbejde med keramik som en selvstændig disciplin.
En af pionererne
I 1945 blev Gertrud Vasegaard ansat på Bing & Grøndals Porcelænsfabrik, hvor hun startede med at arbejde med stentøj. Det var her, og da hun i 1959 indrettede værksted sammen med datteren Myre, at hun blev en af pionererne i dansk værkstedskeramik – en af dem, uden hvem, den mangfoldighed, rigdom og kvalitet, der præger dansk keramik i dag, ville være utænkelig.
En krukke skal ikke forstås – den er. I Gertrud Vasegaards tilfælde kan man sige, at den er abstrakt og meditativ. Den er et alment tegn, der forholder sig til sig selv, og derved kommer til at hvile i sin egen ro og klarhed.
