Hartz, Lauritz
Lauritz Hartz (1903-1987) sansede verden gennem sit maleri, og hans udtryk forandrer sig ikke væsentligt gennem hans lange karriere. Den umiddelbarhed og intensitet der kendetegner hans tidlige malerier, genfinder man også i hans sidste billeder.
Billederne blev malet færdige i ét stræk – og han genoptog efterfølgende aldrig arbejdet med et maleri. Hans værker er umiddelbare, nærmest kalligrafiske, og han fangede straks det væsentligste ved motivet. Malerierne er enkle i komposition og farveholdning, og de vidner om, at Lauritz Hartz hele tiden tilstræbte en malerisk helhed. Hans farveskala er begrænset og ofte holdt i grønne nuancer. Han regnes for én af dansk maleris fineste kolorister.
Hartz malede udelukkende portrætter, landskaber og opstillinger. I de tidlige år blev billederne nærmest modelleret op i tykke farvelag. Senere forsvinder menneskeskikkelsen fra hans maleri, og malerierne bliver mere og mere skitseagtige og malet med tynd, terpentinblandet farve. Fra 1964 opgiver Hartz helt maleriet og arbejder derefter udelukkende med tegning og akvarel.
På Holstebro Kunstmuseum findes landets største samling af Lauritz Hartz’ malerier. Museet er også i besiddelse af omkring 3.000 af Lauritz Hartz’ arbejder på papir.
Inspiration og talent
Som 19-årig mødte Lauritz Hartz den tyske landskabsmaler Fritz Urschbach, der om sommeren logerede hos Hartz’s forældre i Roskilde. Lauritz Hartz, der ikke før havde interesseret sig for kunst, blev grebet af at tegne.
I 1925 blev Lauritz Hartz optaget på Kunstakademiet i København, hvor han havde lærerne Sigurd Wandel og Aksel Jørgensen. Samme år debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling. Sideløbende med uddannelsen på kunstakademiet fik Lauritz Hartz i 1928 svendebrev som håndværksmaler.
Kunst igennem sygdom
Allerede mens gik Lauritz Hartz på Kunstakademiet, blev han anset for et stort talent. Han blev hurtigt et kendt og vellidt navn blandt kunstnerkollegerne. Omkring 1935 blev desværre en sygdom så alvorlig, at den krævede stadig oftere hospitalsophold. Fra 1942 var han permanent indlagt.
Lauritz Hartz holdt dog ikke op med at male af den grund og udstillede frem til 1964 regelmæssigt på Corner-udstillingen, som han i 1932 var medstifter af. Han modtog både Eckersbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje (1948 og 1967).
Billederne blev malet færdige i ét stræk – og han genoptog efterfølgende aldrig arbejdet med et maleri. Hans værker er umiddelbare, nærmest kalligrafiske, og han fangede straks det væsentligste ved motivet.
